Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: 98" TCL C805 (MQLED80) - FlatpanelsDK

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

|


TCL satte fut i markedet for store TV-skærme – op til 98 tommer – med lanceringen i 2022 af C735 i Europa og R754 i Nordamerika. Den kinesiske producent tager nu næste skridt med både mere prisvenlige og dyrere 98-tommer 4K LCD TV, hvor nogle modeller har miniLED-zonestyring, der øger kontrasten.

Flatpanels har endelig haft lejlighed for at teste et af TCLs 98-tommer TV, C805, der i Danmark også sælges som MQLED80 og internationalt som C755. I anmeldelsen sammenligner vi desuden med den billigere P745 og det dyrere flagskib X955. Alle i 98-tommer.


Pris og forhandler:

55"
65"
75"
85"
98"

Første indtryk

Inden vi går i gang, vil jeg skitsere opsætningen. På grund af udfordringerne med at transportere og opsætte de store 98-tommer TV i eget testlokale, valgte vi at rejse til Warszawa i Polen, hvor TCL havde opstillet skærme i en mødelokale. Her brugte vi to dage på at teste 98-tommer TCL C805 (plus en 85-tommer C805 til visse målinger/test). Vi sammenlignede 98-tommer C805 med en 98-tommer P745, som er den billigste model uden zonestyring, og en 98-tommer X955, der er TCLs high-end miniLED LCD TV. Løsningen var et kompromis med begrænset tid uden for vores kontrollerede testmiljø, men det gav omvendt mulighed for at foretage sammenligning. Flatpanels havde fuld adgang til alle skærmene, så vi kunne teste på egne vilkår. På grund af den begrænsede tid, forkortede vi dog vores vanlige testrutine til ikke at omfatte en kalibrering, og vi havde mindre tid til at læne os tilbage, slappe af og se film, hvilket vi normalt gør efter målinger, testmønstre, testscener mv. Ikke desto mindre følte vi, idet vi forlod Polen, at vi havde opnået et niveau af dybdegående test, der kvalificerer sig til en fuld anmeldelse, dog med det forbehold, at vi måske har overset et eller andet. TCL's C805, C955 og X955 blev præsenteret i 2023, men er faktisk 2024-modeller. De har TCL's nyeste miniLED-bagbelysning og zonestyring, nyeste VA LCD-panel og MediaTek Pentonic 700 chip. 98-tommer C805 er selvsagt en ordentlig krabat, men den har stadig et forholdsvis minimalistisk design med slank ramme og strømlinet bagside. I 85-tommer og derunder har skærmen centreret fod, men 98-tommeren hviler i stedet på to metalben nær rammens kanter. Det skyldes hensyn til stabilitet, ifølge TCL, for at nedbringe risikoen for, at den vælter. Du bør derfor være opmærksom på, at 98-tommer udgaven kræver et meget bredt møbel, med mindre den vægmonteres (VESA 500x600mm).
Alle stik vender ud mod siden, hvilket sikrer, at TV'et kan monteres helt op mod væggen. C805 har to HDMI 2.1 porte (4K 120/144Hz båndbredde) og to HDMI 2.0 porte (4K 60Hz båndbredde), hvilket er en begrænsning i MediaTek's Pentonic chip. Porten til ARC/eARC, altså lydudgang, er HDMI4, hvilket betyder, at begge HDMI 2.1 porte er fri til PS5, Xbox Series X og fremtidige HDMI 2.1 bokse. Omvendt betyder det, at eARC sidder på en HDMI 2.0 port, hvorfor fremtidige medieafspillere med eARC-support, såsom Apple TV 4K til trådløs TV-lydintegration med HomePod, vil være begrænset til HDMI 2.0 båndbredde på videodelen. Den eneste fremtidssikrede løsning er at tilbyde fire HDMI 2.1 porte.

Brugeroplevelse & funktioner

TCL C805 er bygget på en systemchip fra MediaTek kaldet Pentonic 700 (MT5896), med Android 12 til Google TV præinstalleret. Vi kan ydermere bekræfte, at den har 2,5GB RAM, 20,7GB intern lagerplads (19,3GB fri efter opsætning) og Mali G52 grafikprocessor. Med Android 12 vises Google TV brugerfladen endelig i 4K opløsning. Den vises i Full HD på Android 11 og tidligere. Du er måske allerede bekendt med Google TV, for det er samme brugerflade på alle TV-skærme og medieafspillere inkl. Chromecast, Sony Google TV, Philips Google TV og tidligere TCL Google TV. Det dikterer Google. Kun tv-distributører kan med set-top-bokse tilbyde en modificeret, kanaloptimeret brugerflade på Google TV. På grund af de tidligere nævnte tidsbegrænsninger gik vi ikke i dybden med Google TV på C805, men vi nåede dog at benchmarke Pentonic 700 chippen:

TCL C805 - CPU/GPU benchmark

Geekbench 43D Mark - Slingshot ExtremeGFXBench - Manhattan 3.1 (offscreen)GFXBench - Aztec Ruins (offscreen)
MediaTek MT5889 (TCL C845 X1)Single: 929
Multi: 2256
423277 frames173 frames
MediaTek Pentonic 700 MT5896 (TCL C805)Single: 971
Multi: 2452
421--
MediaTek MT5895 (Sony XH90, X90J, X90K, X90L)Single: 1195
Multi: 2882
1148958 frames605 frames
MediaTek Pentonic 1000 MT5897 (Sony A95L)Single: 1359
Multi: 3342
1913--
Nvidia Shield TVSingle: 1400
Multi: 4100
42502765 frames2250 frames
Apple A10X (Apple TV 4K 1st Gen)Single: 4000
Multi: 9500
-4500 frames3300 frames
Flatpanels
C805 har en lidt hurtigere CPU end tidligere TCL-modeller, bekræftet i Geekbench 4, men samme GPU-ydelse, bekræftet i 3DMark. Samlet set er Pentonic 700 kun marginalt hurtigere, og reelle fordele ligger i stedet i nye funktioner som Dolby Vision i op til 4K 120Hz og nyere Android-version fra start. I løbet af vores tid med TV'et stødte vi ikke på graverende softwareproblemer med Google TV, men der var mindre ting såsom søgeproblemer eller apps, der ikke dukkede op efter installation. Det blev løst en genstart af TV'et.
Trods de upolerede kanter, mener vi, at Google TV overordnet er et mere velafbalanceret TV-styresystem end LG's webOS og Samsungs Tizen, og afgjort mere funktionelt og bedre understøttet af udviklere. Der er adgang til størstedelen af internationale, regionale og lokale apps. Den største mangel er Xbox appen, men det gælder også andre TV-platforme, idet Xbox appen pt. er eksklusiv til Samsung Smart TV. Google TV softwaren opgraderes efter køb, modsat Samsungs Tizen. Det er mere fleksibelt og modificerbart, og tillader 'sideload' af apps, der ikke officielt findes i app-butikken. Det er en fælles platform for mange mærker, samtidig med, at Android på telefoner sikrer udviklersupport i dag og i fremtiden. Google TVs udvikling inden for reklamer er imidlertid bekymrende. Selvom Google er et reklamefirma, så opleves anbefalingerne af indhold ofte mere som reklamer fra partnere, især Disney+, end anbefalinger. I andre lande er Google begyndt at snige fuldskærmsreklamer ind, der overtager hele brugerfladen, blandt andet på Shield og Chromecast. Det er en rigtig skidt udvikling, især på premium-enheder, som folk har betalt fuld pris for, såsom TV-skærme og Nvidia Shield.

Styring

Kun flagskibet X955 leveres med TCL's redesignede, forenklede fjernbetjening. C805 leveres med den normale udgave og som tidligere nævnt fremstår den let og indbydende, men også billig. Mængden af gummiknapper i hård plastik, herunder seks sponsorerede knapper, der skiller sig ud i hvidt, får den til at virke kaotisk.

TCL C805 test

TCL's normale fjernbetjening. Foto: Flatpanels

TV-lyd

C805 er som mellemklassemodel ikke udstyret med samme højttalersystem som TCLs dyrere modeller. Det er et simpelt 2.0-kanals 2x15W stereosystem, der ikke leverer særlig god lyd. Faktisk blev jeg en smule overrasket over at kunne konstatere, at det for mig ikke engang rækker til blandet brug. Især bassen og de lave mellemtoner er for svage. Hvis du planlægger at købe 85- eller 98-tommer C805, så anbefales det, at du efterlader luft i budgettet til eksterne højttalere af en art. C805 dekoder både Dolby Atmos og DTS:X. Disse lydformater giver meget begrænset fordel med indbyggede højttalere, men understøttelse sikrer, at lyden kan udsendes (eller videresendes fra ekstern afspiller) til soundbar og receiver. Derudover har C805 eARC (HDMI4), som er nødvendig for at sende flerkanals PCM-lyd og Dolby Atmos i MAT 2.0 videre fra Xbox Series X og Apple TV 4K. Aktivering af eARC på TCL TV kræver aktivering af CEC under Settings -> Channels & Inputs -> Inputs -> External Devices Control -> Activate HDMI Control. CEC er det system, der gør det muligt vække TV'et fra standby via medieafspiller eller konsol samt styre TV'et med andre fjernbetjeninger (over HDMI-CEC).

Kalibrering

Øvrige billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Standard (SDR)
Game (SDR)
Standard (HDR)
Dynamic (HDR)
Game (HDR)
Vi havde ikke nok tid til at udføre kalibrering, men det lykkedes os at måle de indbyggede billedprofiler. Calman udruller senere en softwareopdatering til automatisk kalibrering af TCL's nye modeller. Auto-kalibrering kræver stadig hardware-måler og Calman softwarelicens. Det kan indskydes, at TCL nu samarbejder med ColourSpace om 3D LUT-kalibrering. Som altid er 'Standard' og især 'Dynamisk' profilerne ret ekstreme og ikke rare for øjnene på grund af meget høj lysstyrke (600+ nits). De trækker farverne ud i et for stort farverum. Vi anbefaler 'Film'-profilen, som er den mest præcise. TCL oplyser, at de pt. ingen planer har om at understøtte Filmmaker Mode. C805's 'Spil'-profil er også forholdsvis nøjagtig og respekterer spil i SDR-format, Rec.709, uden at booste farverne. Efter vores opfattelse, bør det være sådan, at såfremt brugeren ønsker boostede farver, så må vedkommende ændre indstillingerne. Standardindstillingerne bør vise såvel film som spil som signalet beder TV'et om – som indholdsskaberne skabte det. Hvad angår HDR, gælder samme anbefalinger. Undgå 'Standard' og 'Dynamisk', brug 'Film' og 'Spil'. Film-profilen var lidt lysere end tiltænkt i HDR, men dette er en afvigelse på grund af variationer i miniLED-baglyset mellem forskellige eksemplarer af C805, ifølge TCL. Hvis du ejer en måler og får målt den eksakte HDR-lysstyrke for højlys på dit eksemplar, så kan du finde indstillingen kaldet 'HDR Peak Brightness' i menuen, som vist her, og indtaste den præcise lysstyrkeværdi. Dette gør PQ-kurven, altså lysstyrken fra sort til hvid, korrekt. Se tredje billede i tabellen nedenfor. Til Dolby Vision anbefales 'Dolby Vision Dark', som er den mest nøjagtige. Dækning af farverummene DCI-P3 og Rec.2020 er henholdsvis 94% og 73%​, hvilket er på niveau med andre LCD TV, men langt under QD-OLED.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV'ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret' strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-110 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet.

Billedkvalitet

C805 er positioneret et trin under C845, som vi testede sidste år, derfor det lavere modelnummer. Det skyldes primært, at C805 har færre miniLED-zoner, konkret 336, 384, 512, 640, 880 og 1344 i henholdsvis 50, 55, 65, 75, 85 og 98 tommer mod 480, 576, 720, 896 i henholdsvis 55, 65, 75 og 85 tommer i C845 – ikke en kæmpe forskel på papiret. C805 har den nyere Pentonic 700 chip, men C845 er faktisk også blevet opgraderet til Pentonic 700 i x2 revisionen (x2 fremgår på kassen, hvis du søger bekræftelse før udpakning). Størrelsen på 98-tommer er således, på papiret, den primære forskelle. Lad os begynde med HDR-billedkvalitet, idet miniLED-zonestyring primært har til formål at løfte HDR-delen. Første overraskelse var, at C805 rammer markant lavere højlys på 1200 nits, mod 2300 nits (10% vindue) på C845. Det er synligt, når rigtigt indhold løber over skærmen. C805 har mindre power og kontrast. Vi fik også lejlighed til at sammenligne C805 side-om-side med flagskibet X955 og den billigere P745, begge i 98 tommer.

TCL miniLED technology

Venstre mod højre: 98" X955, 98" C955 (defekt), 98" C805, 98" P745. Foto: Flatpanels

Ud fra sammenligningen stod det klart, at C805 leverer et betydeligt løft i forhold til P745 uden zonestyring, primært på kontrast og lysstyrke, mens X955 med sine over 5000 zoner igen leverer et betydeligt løft i forhold til C805, hvad angår styring af miniLED-zonerne, maksimal lysstyrke, farver (HDR) og lysglorier. X955 (og C955) har også bedre antirefleksfilter. Du kan læse vores første oplevelser med X955 her, inkl. målinger af lysstyrke. Sidste års C735 havde 192 lyszoner i 98 tommer, og ud fra hukommelsen – baseret på min relativt korte tid med C735 – så repræsenterer C805 alt i alt en pæn billedmæssig opgradering. TCL havde desuden opstillet en Samsung laserprojektor (The Premiere) til sammenligning, og især miniLED LCD-modellerne udstillede laserprojektorens nærmest totale mangel på kontrast i selv et halvmørkt rum. Billedet fremstod fuldstændig udvasket og livløst, når man havde en stor skærm stående til sammenligning. Vi havde ikke nok tid til at gå i detaljer med forskellene på TCLs 98-tommer modeller, men en væsentlig pointe er, at TCL nu har en fuld serie af 98-tommer modeller, der strækker sig fra den billige P745 til den dyre X955, med C805 et sted midt imellem. Det er en helt ny situation på TV-markedet!
Seeroplevelsen i 98-tommer En væsentlig årsag til, at vi specifikt valgte at fokusere på 98-tommer udgaven, er, at skærmstørrelse spiller en rolle for seeroplevelse. For første gang er et 98-tommer 4K TV en realistisk mulighed på forbrugermarkedet på grund af de kraftige prisfald, vi har set de seneste par år. Vi fik syn for sagen, da vi fik velkendt indhold op på skærmen. At se en film i 98 tommer er i sig selv en imponerende oplevelse, selvom vi har nogle forbehold vedrørende C805's billedkvalitet. Skærmens størrelse bidrager til en mere indlevende effekt, hvilket en mindre skærm, eksempelvis 75 tommer, ikke kan genskabe selv om man rykker tættere på. Det er en af de situationer, hvor det er lidt nedslående at gå tilbage til et 65-tommer TV bagefter. Der er naturligvis delte meninger om, hvor store skærme skal være, men jeg er af den overbevisning, at en 98-tommer passer fint i en stue af moderat størrelse. For mig personligt var det imidlertid en større oplevelse at spille konsolspil i 98 tommer. Et spil som FC 24 (FIFA) nød samtidig godt af C805's høje lysstyrke. Ikke desto mindre sad jeg efter noget tid med følelsen af, at en 98-tommer ikke er helt stor nok. Visuelt er den naturligvis meget større end en 65-tommer eller 75-tommer, men den genskaber ikke følelsen af at have en 'biograf' derhjemme. I sidste ende opleves det stadig mere som et meget stort stue-TV. I et dedikeret hjemmebiografmiljø er det nødvendigt at gå et skridt eller to yderligere op i størrelse. TCL lancerer et high-end 115-tommer 4K TV senere på året, der står til at koste mellem 15000 og 20000 Euro ved lancering – om nogle år er 115-tommer måske nede i et mere overkommeligt prisniveau.
For at afrunde HDR-billedkvalitet, så skrev jeg i vores anmeldelse af TCL C845, at den overstiger tærsklen for, hvad vi mener, er udgangspunktet for HDR-billedkvalitet (mens f.eks. Sony X90L ikke gør det). Det gør C805 også, men kun lige akkurat og kun på en god dag. Den lavere maksimale lysstyrke og kontrast kombineret med lysglorier, manglende detaljer i mørkegrå, og skift i lysstyrke og farver afhængigt af billedkompositionen, gør, at nogle scener i HDR-film gengives mindre tilfredsstillende end vi havde håbet. Der er en ny indstilling til Dynamic Tone Mapping i TCL's 2024 TV, altså til at justere, hvordan højlyset fremvises. Den kan indstilles til Off', 'Detail Priority' (i højlys), 'Balance' og 'Brightness Preferred'. Sættes den til Fra, klippes detaljer i højlyset, hvis filmscenen definerer lysstyrke, der overstiger skærmens lysstyrke. Detail Priority sænker lysstyrken en smule for at fremhæve detaljerne i højlyset. 'Brightness Preferred' hæver lysstyrken i hele billedet. Hvis du ønsker det korrekte billede, så bør du slå funktionen fra, men nu er der nogle valg. Den nye generation af TCL TV med Pentonic 700 har en fejl i Dolby Vision, der til tider får Dolby Vision-indhold til at fremstå for mørkt. Det kan løses midlertidigt ved at skifte til TV'ets tuner og derefter tilbage til HDMI. En mulig relateret fejl er, at zonestyring til tider slår helt fra, hvor indstillingspunktet i menuen forsvinder. TCL siger, at de mener, at de har fundet kilden til fejlen, og at en opdatering kommer senere i 1. kvartal 2024. Jeg fangede det på kamera:
Venstre: Dolby Vision fejl, Højre: Dolby Vision som tiltænkt
Med indhold i SDR (Standard Dynamic Range), altså alt det som ikke er i HDR-format, er miniLED-zonestyringen mindre afgørende for slutresultat, ligesom på ethvert andet LCD TV. I SDR leverer C805 et mere afbalanceret billede, hvor de problemer, vi oplevede med lysglorier ved HDR-indhold, er reduceret til et minimum. C805 har også mere end nok lysstyrke til kraftigt oplyste stuemiljøer. TCL's videoprocessor er blevet bedre i senere år, men som altid foretrækker vi at deaktivere de fleste eller alle billedbehandlingssystemer. Hvis dit øje generes af den 'stroboskopiske effekt' fra lyse scener i 24fps, altså så godt som alle film og serier, kan du aktivere TCL's 'Motion Clarity' på lav indstilling. Det vil modvirke judder-effekten, samtidig med, at det langt hen af vejen bevarer det filmiske udtryk og undgår billedartefakter. Læs også: Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film Refleksioner er synlige i LCD-panelet, idet TCL bruger ikke samme belægning som i Samsungs high-end modeller, men omvendt undgår man de generende regnbueeffekter, der ses på Samsungs high-end TV fra kraftige lyskilder i loftet eller bag TV'et.

TCL C805 test

Retter vi opmærksomheden mod spil, så er C805's zonestyring som udgangspunkt sat til 'Lav' for at holde inputforsinkelsen i bund. Det resulterer i lavere maksimal lysstyrke og mindre nøjagtig og effektiv zonestyring. I endnu højere grad i VRR-tilstand med PlayStation 5 eller Xbox Series X, hvor zonestyringen er tæt på at være slukket, hvilket resulterer i et mælket billede med tab af detaljer i både mørke og lyse områder. Det er tilfældet i dag med alle LCD TV, zone-styring eller ej. Gaming er stadig et område, hvor OLED TV har en fordel over zonestyrede LCD TV, idet gaming typisk reducerer skærmpanelet til sin rå form. Fraset VRR, så fandt jeg dog stadig spiloplevelsen på C805 en fed oplevelse, dels på grund af det store format. Igen, jeg tror, at nogle gamere vil opleve 98 tommer som en større opgradering af spiloplevelsen end eksempelvis en 75-tommer med bedre billedkvalitet. Det afhænger dog også at typen af spil. Et spil som FC 24 er mere tilgivende og står godt på C805's meget lysstærke panel, mens et spil som Ori and the Will of the Wisps, med meget markante højkontrast-miljøer, kræver den bedst mulige rå billedkvalitet og kontrast. Ori kommer ikke til sin ret på miniLED LCD TV.
Ligesom C845 har C805 den opdaterede Game Bar 2.0, der giver nem adgang til spilrelaterede funktioner ved at holde knappen med de tre rækker nede på fjernbetjeningen. Det virker kun, hvis TV'et er i spiltilstand (Game Master). Pentonic 700 åbner for Dolby Vision ved 4K 120Hz, hvilket fungerer som forventet med Xbox Series X, som illustreret på billedet ovenfor. Input-forsinkelsen på HDMI-signalet blev målt til 13,4 ms i spiltilstand med 60Hz input. Input-forsinkelsen er +100 ms uden for spiltilstand.
TCL C805
Som en sidebemærkning, påpeget af den tyske journalist Christian Trozinski i vores tid med 98" TCL C805, førte deaktivering af zonestyring til en 10-dobling i strømforbrug, når kortet over verden blev trukket frem i Ori og Will of the Wisps. Med zonestyring slået fra var strømforbruget på 98" C805 375W, mens det kun var 37W med zonestyring sat til 'High'. Dette er et ekstremt tilfælde, fordi C805 har så stor effekt i mini-lysdioderne, men pointen er, at zonestyring ikke kun sikrer bedre billedkvalitet, men også holder strømforbruget nede. VA LCD-panelet i C805 har stadig forholdsvis snævre betragtningsvinkler; både lysstyrke og farver mister intensitet. Det er ikke et problem i et hjemmebiografmiljø, hvor sæderne er placeret direkte foran skærmen, men det kan være et problem i en stue, især med så stort et TV. Sidder du meget tæt på TV'et, kan kanterne af billedet se lidt anderledes ud pga. betragtningsvinklen, og sætter du dig på gulvet i f.eks. en sækkestol, påvirker det også billedoplevelsen. Eksemplaret af C805 havde rimelig homogen lysfordeling, men den såkaldte 'Dirty Screen Effect' (DSE), der får panelet til at så 'beskidt' ud, var synlig.

Konklusion

TCL C805 (MQLED80) har Pentonic 700 chip og selvom CPU/GPU ydeevnen var tæt på uændret i vores benchmark, så åbner chippen for Dolby Vision i 4K 120Hz til spilbrug (med Xbox Series X), samtidig med, at Android starter på version 12. Desværre er der stadig kun to HDMI 2.1 porte, og der er en fejl på Dolby Vision, der til tider gør billedet for mørkt og livløst. TCL udsender en firmware med en løsning snart.
Annonce:
Hvad angår HDR-billedkvalitet så matcher C805 ikke fuldt ud TCLs C845. Den har lavere lysstyrke, men stadig synlige lysglorier i billedet. Vi testede C805 med særlig interesse i 98-tommer størrelsen. Sammenlignet med forgængeren (C735) leverer den bedre billedkvalitet pga. miniLED-zonestyring. C805 leverer også markant bedre billede end den prisvenlige 98-tommer P745, der mangler zonestyring. Flagskibet X955 er dog i en anden liga. Det mest bemærkelsesværdige her er imidlertid, at TCL nu tilbyder en fuld serie af 98-tommer TV fra nedre mellemklasse til high-end. Læs også: Første indtryk: TCLs flagskib X955 løfter miniLED LCD, booster til 5500 nits Film og spil i 98 tommer er en fed oplevelse, og vi tror, at en del af køberskaren vil opleve det som ikke bare en større men også en overordnet bedre billedoplevelse end f.eks. en 75-tommer med bedre billedkvalitet. TCL C805 leverer samtidig markant bedre billedkvalitet end en typisk projektor inkl. 'Laser TV'-projektorer, hvorfor vi anbefaler den frem for en projektor til stuen og den mindre hjemmebiograf. Til større hjemmebiografer er et 98-tommer TV dog stadig et tak eller to for småt. 98-tommer C805 har en vejl. pris på 49.999 kroner, men den sælges allerede til lavere priser, der ligger på niveau eller under konkurrenternes 98-tommer TV, der har samme LCD-panel fra TCL, men mangler miniLED. Ligesom forgængeren C735, redefinerer C805 segmentet for 98-tommer TV. C805, der også sælges som MQLED80 i Danmark, findes desuden i mindre formater, der bør være på din liste som et 'value-for-money' alternativ til miniLED LCD TV fra LG, Hisense og Samsung. TCL C805 er dog ikke tæt på at matche billedkvaliteten fra OLED.

Pris og forhandler:

55"
65"
75"
85"
98"

God SDR, acceptabel HDR billedkvalitet
Value-for-money 98" (og 85")
miniLED zonestyring (vs. andre 98")
Pentonic 700's nye funktioner
Google TV's app-katalog


miniLED lysglorier, for få zoner
Kun to HDMI 2.1 porte
Google TV begrænsninger i Danmark
Dolby Vision fejl



Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |