Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Panasonic MZ2000 (MLA OLED) - FlatpanelsDK

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

|


Lidt sent i 2023-modelåret har vi fået adgang til Panasonics seneste topmodel, MZ2000, der overtager ævred for 2022-modellen LZ2000, som vi så på tidligere. MZ2000 byder vanen tro på et mere potent lydsystem og har i år fået LG’s OLED-panel med MLA (mikrolinser), der giver højere lysstyrke end tidligere. 

Panasonic MZ2000 kommer i 55, 65 og 77" varianter, hvor vi har set på 65"-modellen. Vær opmærksom på, at 77” ikke har det mere lysstærke MLA OLED-panel.

 Læs også: Oversigt: Panasonic 2023 TV


Pris og forhandler:

55"
65"
77"

Første indtryk

For de der ikke har prøvet at pakke et Panasonic TV op, så kommer de i en imponerende stor kasse, som sagtens kunne huse en modelstørrelse højere. Ved udpakning måtte jeg dobbelttjekke, at der var tale om en MZ2000 for TV’et er magen til LZ2000 udenpå. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting – TV’et er som sådan pænt nok – men det har ikke krævet mange designer-udgifter at lancere MZ2000. 2000-serien kendetegnes ved dens lydsystem, som huser både en potent højttaler under TV’et, en top-kanal og to side-kanaler til Atmos-gengivelse. De to sidstnævnte var en tilføjelse, vi fandt første gang på LZ2000. Selve foden sidder midt på skærmen og gør det muligt at dreje TV’et en smule til hver side (på 55" og 65"-modellerne). Den centrale placering gør det endvidere muligt at placere TV’et på et relativt smalt møbel. I modsætning til mange af konkurrenterne, så er montering på foden en nem opgave (for 2 mand) og kræver ikke at TV’et skal lægges ned i processen.
Bagsiden af medaljen er naturligvis, at god lyd fylder og MZ2000 er derfor ikke den tyndeste model på markedet. Omvendt set, så har mange af konkurrenterne alligevel en pukkel nederst på TV’et, som reelt set kun giver et slim-TV i toppen, men ikke rigtig rykker ved afstanden fra front til væg. Undtagelsen er nogle af de seneste design-varianter i topserierne fra især LG og Samsung, som dog må ofre på lydsiden. Philips og Sony lander et sted midtimellem med deres hhv. OLED908 og A95L. På bagsiden finder man korrekt orienterede HDMI-porte, som tæller to HDMI 2.1 med 4K 120 Hz HDR og VRR understøttelse og to mindre bemidlede HDMI-porte, som må nøjes med 4K op til 60 Hz. Desværre er den ene af de to HDMI 2.1-porte reserveret til eARC, så vil du have ekstern lyd tilsluttet, så koster det dig én af de gode porte. Du kan i år ikke få adgang til MLA-panelet i andre modeller end 2000-serien og går du et modelnummer ned til MZ1500 får du også stadig højttaleren i bunden, men ikke Atmos-enhederne i top og siden. Som en note til det testede eksemplar, så bør det nævnes at der blev observeret en forholdsvis tydelig hyletone fra TV’ets bagside, som kunne høres inden for et par meters afstand, hvis lydniveauet fra film/indhold var lavt.

Panasonic MZ2000 test

Brugeroplevelse & features

I sidste års Panasonic topmodel finder vi MyHomeScreen, men som annonceret på CES-messen skiftes der til FireTV i årets kommende model. Panasonic har dermed valgt at sigte ret bredt med både Google TV og FireTV i sit line-up, hvilket får MyHomeScreen-modellerne til at virke noget bedagede. Vi har flere gange tidligere set på MyHomeScreen og der er ikke nyt at berette. Adskillige apps glimrer ved sit fravær – herunder HBO og flere af de danske spillere såsom Yousee, hvilket gør det meget svært at anbefale Panasonic for dem uden adgang til en medieboks som Apple TV, Google TV eller Nvidia Shield. Jeg tillader mig at henvise til testen af LZ2000 for en nærmere gennemgang af mulighederne i MyHomeScreen og for at se et par screenshots af systemet. Der er intet nyt at berette på MZ2000 ift. LZ2000. Vi ser meget frem til at få fingre i et eksemplar med FireTV – det er bare ærgerligt, at man har ventet så længe og holdt liv i så bedaget en smart-platform så længe som man har.

Betjening

Som med MyHomeScreen-interfacet, så holder Panasonic også ved den relativt bastante plastic-fjernbetjening, som vi så på både LZ2000 og JZ1500. Den ligger såmænd fint i hænderne, har behagelige taster, men der er simpelthen for mange knapper at forholde sig til i det daglige. Jeg er ikke den typiske fortaler for lys i tasterne, men på Panasonics kaotiske variant ville det faktisk have været ganske anvendeligt at have lys, når man skal finde rundt mellem de mange små (og tvetydige) knapper.

Panasonic MZ2000 test

Vi skal passe på med at drage forhastede konklusioner, men under demonstrationen af FireTV benyttede Panasonic desværre stadig denne klodsede variant, så man kunne godt frygte, at indtoget af et nyt mere "lean" styresystem ikke bredte sig helt ud til den sidste del af brugeroplevelsen nemlig fjernbetjeningen. Vi kan stadig nå at blive positivt overraskede, men for nu tillader jeg mig at være skeptisk afventende.

TV-højttalere

Normalt, når jeg tester TV i privaten, så får TV’ets egne højttalere en chance for at vise deres værd i den første uges tid og så må den oftest ofre pladsen for min soundbar. I mange tilfælde klager selv børnene over dårlig lyd fra de testede TV, så det kræver typisk ikke et kræsent trænet øre at spotte hvad man går glip af. Med MZ2000 valgte jeg denne gang at holde min soundbar på standby det meste af tiden og koblede den kun til for at få en referenceramme og teste eARC-samspillet.
Som på LZ2000 så har man adgang til forholdsvis mange Atmos-enheder i TV’et, og i modsætning til en soundbar, så har Panasonics Atmos-enheder måske også en lille fordel ift. højdekanalen, som sidder i toppen af TV’et frem for at være placeret sammen med de øvrige enheder nede i soundbaren. Den mest succesfulde Atmos-oplevelse med MZ2000 kommer helt klart fra side-kanalerne, som gav en ganske god effekt. De er i høj grad med til at brede lydbilledet ud og gøre oplevelsen større. Top-kanalen er altid problematisk, og her får man ikke helt så megen effekt, men det er stadig nok til at løfte lyden mere opad og fylde rummet bedre, men "over hovedet"-oplevelserne udebliver for det meste. Hvis man går med tanker om at købe et TV og supplere med en af de billigere soundbarer i 5000 kroner-klassen, så kan MZ2000 sandsynligvis godt konkurrere på klarhed og især Atmos-lyd fra siden. Dér, hvor den nok vil komme til kort, er på de dybe toner, hvor manglen på en dedikeret subwoofer spiller ind. Heldigvis er det en udvidelse, man kan tage løbende, da MZ2000 understøtter ekstern aktiv subwoofer og i modsætning til soundbar+sub-kombinationerne i butikkerne, har du nu fri mulighed for at vælge den model der passer til din stue – og dermed ikke være bundet af en alt for underdimensioneret soundbar, som er parret med én subwoofer uden mulighed for udskiftning. Det gør det muligt at kigge langt bredere (og måske brugt), hvilket for denne anmelder er et klart plus. Jeg vil gentage min anke fra sidste år, og appellere til Panasonic om at overveje mulighederne for tilføjelse af dedikerede bagkanaler – gerne trådløst. Det giver et ret stort løft i oplevelsen at få tilføjet lidt lyd bagerst og andre producenter af lydprodukter har løst de trådløse højttalere før. Det ville virkelig skabe en lækker samlet TV-pakke og sandsynligvis gøre TV’et til et af de eneste (ud over B&O), hvor anbefalingen ikke var at købe ekstern lyd.

Kalibrering

Som tidligere år, så repræsenterer Panasonics 2000-serie noget af det mest præcist kalibrerede, man kan købe, og der er stort set ikke brug for at justere på TV’et for at opnå korrekt billedkvalitet. At finde frem til den profil, som giver det bedste billede, kan dog være lidt en jungle, hvis man ikke har enten dybdegående kendskab til Panasonic eller har måleudstyr. Der er simpelthen kaotisk mange billedprofiler at vælge mellem. Det burde ikke være nødvendigt at give brugeren så mange valgmuligheder. Det er Professional 2 og Filmmaker-profilerne, som er tænkt til mørke lokaler, hvor Professional 1 passer bedre til lyse rum (som det der testes i), så skal man som bruger gøre noget, så skal man blot skifte til en af disse. Det nye i MZ2000 ift. sidste års LZ2000 er, at man nu benytter LG’s MLA OLED-panel, som booster lysoutput markant i forhold til tidligere til HDR-brug. Vi har før set på LG G3 og havde kortvarigt Philips’ 908-model forbi bænken og begge viste lysstyrker over 1500 nits kalibreret. I den kalibrerede profil rammer MZ2000 også omkring de 1500 nits, hvilket er 50% højere end sidste års LZ2000 og et imponerende resultat. Det er absolut en synlig forskel i forhold til tidligere WOLED-paneler, men stadig kun on-par med vores nye reference fra Sony, så selvom skærmene har rykket sig, så hænger de kun lige ved QD-OLED. Skifter man til en af de mere aggressive profiler, såsom den dynamiske profil, så kan MZ2000 ramme et peak på hele 2000 nits – dog kun op til 2% dækning, hvorefter den klinger af. Et andet sted, hvor WOLED ikke kan følge med QD-OLED er på farverummet, som hæmmes af, at den hvide subpixel på WOLED udvander farverne ved høje lysstyrker. Dét problem lider QD-OLED ikke under og som konsekvens, vil WOLED ikke kunne levere lige så mættede farver i højlyset, hvilket vil være synligt for de fleste i en A/B-sammenligning.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret’ strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-110 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.

Billedkvalitet

I forrige afsnit blev det afsløret, at MZ2000 kunne levere en betydelig højere peak-lysstyrke på HDR-indhold målt i forhold til sidste års variant, og MLA-panelernes performance bekræftes hermed. På en fuldt dækkende hvid skærm er lysstyrken også hævet til næsten 220 nits, hvilket igen er betydeligt højere end på sidste års model, og dette vil komme til udtryk i såvel SDR som HDR, da evnen til at levere høj lysstyrke på fuld skærm også påvirker hvor meget lys skærmen kan udsende i almindelighed. Som en konsekvens vil MZ2000 være en bedre makker i mere oplyste lokaler end LZ2000 var. Bliver vi i MLA OLED-teknologien, så dækker denne over tilføjelsen af en række mikro-linser fordelt i et lag i panelet og under normale stue-forhold, så vil man ikke lægge mærke til ændringen, men tilføjelsen af disse linser ændrer også på hvordan TV’et opfører sig i forhold til skarpt lys udefra. I et lokale med sollys vil fronten få en regnbue-effekt, som ses på billederne herunder. Mit eget Sony A9F ses i baggrunden, som den sorte flade, hvor MLA-panelets mange linser giver Panasonic MZ2000 en mere farvet overflade. At se TV med sollys direkte på skærmen frarådes uanset hvad, men hvis du ikke har set effekten af MLA før, så vil du måske undres. Det kan også være problematisk i forhold til at fotografere TV’et - som på mine billeder i denne test - da flashen skaber en lilla plet på skærmen når den reflekterer i linserne.
Som det ses af kalibreringsafsnittet, så er Panasonics flagskib stadig en garant for helt præcise farver. Der skal som sådan ikke skrues på noget for at få referencekvalitet, og som det ses så har jeg ikke rettet det sidste knæk i de mørke toner helt ud, men det kan let gøres ved at skrue på det dedikerede gammahåndtag i menuen. Tager vi et kig på EOTF-lyskurven i HDR, så ses det dog at de helt mørke toner kommer en smule for mørke ud – den grå kurve ligger under den gule reference – hvilket betyder, at der er en anelse crush af de mørke detaljer. Om det relaterer sig til MLA-teknologien eller noget andet skal vi lade være usagt, men resultatet er ikke helt så spot-on, som vi har set tidligere. I praksis blev det dog ikke observeret som reelt black-crush, som vi har set i stor stil for år tilbage og det er ikke et resultat, som skal afskrække fra at købe MZ2000.

Panasonic MZ2000 test

Jeg har nogle serier i mit faste test-set, som har ganske forfærdelig banding, hvis ikke skærmen håndterer middelmådig streamingkvalitet godt, og på tidligere TV har det givet anledning til en del kritik. De bedste modeller derude efterlader nærmest ingen spor af banding på dette materiale, når først al billedbehandling er slået fra, men sådan en gang tåget mørk lettere komprimeret gang streaming-serie kan være ret nådesløst til at afsløre issues i billedmotoren. Mit eget Sony A9F præsterer særdeles godt i denne disciplin (Sony A95L er bedre…) og fungerer derfor som reference når jeg tester, men MZ2000 kan næsten hamle op med denne tidligere referencemodel og der er kun "næsten usynlige" issues med håndtering af disse ellers problematiske scener. "Næsten usynlig" da man på helt flydende gradienter godt kan spotte enkelte steder på overgangen fra hvid til sort, hvor der er synlige streger. Det vil meget sjældent være et issue i almindelighed og i det daglige vil du ikke spotte problemer. Det samme gør sig gældende, hvis du skulle finde på at afspille indhold, der ikke er produceret i 4K, da MZ2000 er formidabel til at opskalere indhold og få noget godt ud af ældre indhold, eller de streamingtjenester, som ikke har formået at levere indhold i 4K. Der er ikke meget indhold tilbage, der benytter interlaced signaler, så TV’ets evne til at de-interlace er efterhånden ikke en parameter man skal bedømme ud fra. Håndteringen af bevægelse er dog stadig et punkt, som man kan bekymre sig om, da vi er adskillige år fra, at alt nyt indhold produceres i høj billedrate. Det betyder også, at en mild grad af billedudglatning kan være at ønske – måske især på OLED – og Panasonics håndtering af dette har ikke rigtig rykket sig de sidste par år. IFC-systemet (Intelligent Frame Creation) kan til nøds aktiveres på det laveste niveau, men der blev desværre oplevet som haltende bagefter især Sony og LG, og som hidtil så endte jeg med at slå det helt fra på Panasonic.
Panasonic MZ2000 test
Som nævnt indledningsvis, så har MZ2000 kun to HDMI-porte med understøttelse af 120 Hz VRR, og har man en soundbar tilsluttet eARC, så er man nede på én port. Der er understøttelse af ALLM og den gode kalibrering kan overføres til spilprofilen – faktisk har Panasonic en dedikeret spilprofil (True Game) med korrekt farvegengivelse. Til spilbrug er Dolby Vision – med Xbox Series X – begrænset til maksimalt 4K 60Hz. Input-forsinkelse i spilprofilen ligger samme sted som hidtil omkring de 14 ms, men vi kan stadig ikke måle tallet med VRR-tilsluttet før vi får andet måleudstyr. Det formodes dog, at tallet vil ligge tættere på 10 ms med dette aktiveret. Begge tal er ganske gode til spilbrug, men naturligvis ikke helt nede på de få millisekunder, man finder på dedikerede gamingmonitorer. Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol Homogeniteten af vores eksemplar af MZ2000 var ganske fin, og hvor vi så en del plamager på sidste års model, så vidner det måske også om, at dette i høj grad er lidt tilfældigt. Det er flere år siden, at vi har set så grelle eksempler på homogenitet af en TV-skærm, at det efterhånden ikke er så vigtig en parameter. På de første OLED-modeller kunne man være ret uheldig og ende med et TV med både farvestik og store problemer på mørke farveflader, men de sidste mange år har det været af rent akademiske grunde man kunne pege fingre. Farvestikket kommer kun i spil i det tilfælde, at man har kraftige lyskilder til at skinne direkte på skærmen, som omtalt tidligere.
MZ2000 kommer med samme slags køleplade på bagsiden, som effektivt sørger for at lede varmen væk fra selve panelet og dermed formodes at forlænge skærmens levetid. OLED-pixels’ værste fjende er varme, som opstår ved statisk indhold, og som ælder de enkelte pixels og med tiden resulterer i burn-in. Der blev ikke set nævneværdige problemer med eksempelvis de testmønstre skærmen blev kalibreret med, og aftegninger efter disse forsvandt hurtigt igen. Vil man stå bedst muligt ift. sikring af sit TV til mange års brug, så kan et TV med denne type passiv køling af panelet være en god investering.

Konklusion

Annonce:
Er du nået helt til konklusionen, så vil du måske tænke "det var en halv-let anmeldelse i forhold til visse andre" og dér vil jeg give dig ret. MZ2000 er langt hen af vejen blot et opdateret panel puttet i samme indpakning som sidste år og brugerfladen har ikke oplevet opdateringer i adskillige år. Hvis man er doven og sender samme TV til anmeldelse år efter år, så bliver jeg til sidst også en smule doven... Det behøver dog ikke være en skidt ting, at ændringerne er få, for hvorfor ændre en vinder? Med Panasonics annoncering på CES-messen om, at der skiftes fra MyHomeScreen til FireTV fra 2024 kan man dog ikke undlade at sidde tilbage og tænke, at MZ2000 med garanti kommer til at kræve Google TV dongle eller et Apple TV med tiden. Er det OK, så er der dog ikke umiddelbart noget der taler imod køb af MZ2000, da man her får sublim billedkvalitet, så simpelt et TV-interface man i dag kan få, og noget af det bedste out-of-the-box lyd på et TV undtaget varianterne fra B&O. Vær opmærksom på, at 77” udgaven ikke har det mere lysstærke MLA OLED-panel. Den nuværende markedspris på MZ2000 er stadig lavere end vores referencemodel, Sony A95L, men en del dyrere end LG G3, som benytter samme MLA-panel. Sidstnævnte performer endvidere en smule bedre på håndteringen af bevægelse, så lydsystemet bør vægte tungt for at valget naturligt falder på MZ2000.
!
Ændret testparameter: Fra 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent "Smart TV" ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

Panasonic kan ikke give os denne garanti, hvad angår My Home Screen-platformen.

Pris og forhandler:

Farvegengivelse & billedprocessor
Godt lydsystem
Brede betragtningsvinkler
HDR-billede og høj lysstyrke
HDMI 2.1 & eARC


Styresystem opdateres ikke
Smart-TV/mediemenu erstattes af FireTV i næste generation
IFC-systemet matcher ikke helt Sony og LG




Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |