Første indtryk | Funktionalitet | Kalibrering | Målinger | Billedkvalitet | Konklusion
Da Sony sidste år sendte deres første QD-OLED TV på markedet, hev A95K vores Reference Award hjem, hvorfor forventningerne er sat højt, når vi i år pakker arvtageren A95L ud. På teknologifronten har A95L et 2023 QD-OLED-panel – også set i Samsung S95C – der har potentiale til at konkurrere med LG's MLA OLED-paneler på lysstyrken, så vi er spændte på at se, hvad der kan klemmes ud af Sony A95L. 

Sony A95L kommer i 55", 65" og nu også 77", hvor vi har lånt 65" modellen til denne test. 

 Læs også: Oversigt: Sony 2023 TV


Pris og forhandler:
55"
65"
77"


Første indtryk
I Sonys første variant af QD-OLED, som vi så på sidste år, holdt man stadig fast i de sidste mange års tendens med at lade toppen af skærmen demonstrere hvor tyndt et OLED-panel egentlig er, men da al elektronikken jo skal bo et sted, så var man dømt til at trækkes med en pukkel længere nede på skærmens bagside. I år er Sony gået mere i retning af LG og deres G-serie og A95L har dermed samme tykkelse over hele bagsiden, men til gengæld er skærmens tykkelse reduceret med godt en centimeter til blot 3,4 cm i alt. Bagsiden har samme struktur som vi så på A95K og stik og kabler kan gemmes under dæksler, der blender ind i plastikkens struktur.

A95L er forsynet med samme type kamera, vi så første gang på A95K, og klikkes fast i toppen af TV'ets bagside. Kameraet giver adgang til en række features såsom gestikuleret styring af visse TV-funktioner, videochat, intelligent styring af strømforbrug mv. men det bidrager ikke positivt til det æstetiske udtryk af skærmen. Af andre stik, så har vi de vanlige 4 HDMI-porte, som desværre også i vanlig Sony-stil betyder, at ét af de to 120 Hz HDMI 2.1 input også agerer eARC-port til dit lydsystem. Det er naturligvis ikke alle forundt at have to spilkonsoller med behov for VRR og høj billedrate, men efter tilføjelsen af eksempelvis QMS i den nyeste Apple TV 4K-boks, så kunne behovet for 120 Hz VRR godt opstå på andre fronter også. 




Sony holder stadig fast i deres Acoustic Surface teknologi, hvor selve OLED-panelet bruges som højttalermembran, hvilket hjælper til at holde skærmen meget minimalistisk i sin fremtoning uden behov for huller til højttalere eller hensynstagning til placering af foden. I år er fødderne til TV'et heldigvis ændret fra den kluntede plastplade i 2022 til to simple metalben, der har en helt enkel montering i hver side af TV'et. Hver gang jeg monterer et sæt fødder af denne type, så tænker jeg drømmende tilbage på Samsung Q8DN, hvor fødderne snappede fast oppe i TV'et via magneter… en lækker lille detalje, men ikke én jeg har set siden. 

Fødderne til A95L har to positioner, som enten kan positionere TV'et forholdsvis tæt på underlaget, eller hæve det op, så der bliver plads til en soundbar under TV'et. Vores Sonos Arc passede perfekt. Vær opmærksom på, at føddernes placering kan give problemer hvis TV'et skal stå på et møbel, der er smallere end TV'et – hav det i baghovedet, hvis du overvejer A95L og det ikke skal op på væggen. 

Tager vi et kig på forsiden af A95L, så adskiller QD-OLED sig en smule fra de traditionelle OLED på flere måder, hvor den ene er farven på selve panelet. Det kræver specielle lysforhold at spotte det, og har man været ejer af plasma-TV hidtil, så er det næppe noget man vil skænke mange tanker. QD-OLED har en mere rødlig farve af panelet end OLED fra LG, hvilket kan ses på billedet her til siden. Det har ikke nogen praktisk betydning for billedkvaliteten og ej heller for refleksionerne i skærmen. Refleksioner var ikke et problem under testen, uanset hvornår på dagen det blev brugt.


Brugeroplevelse & features
Sony er, som bekendt, på team-Android og rammer i år version 12 af systemet, som stadig hedder Google TV. Ud over en løbende bedre integration med Googles Home app, som tillader opsætning og tilknytning af din Google-konto til TV'et, så byder version 12 nu også på en brugerflade i 4K-opløsning, hvilket bare ser mere lækkert ud end den 1080p-variant vi har haft alle tidligere år. Det er ikke en revolution, og det er måske mest de mere garvede brugere, som vil lægge mærke til det, men det var på tide at få systemet ind i en verden, hvor 4K er standarden. Som anmelder af adskillige TV årligt, så savner jeg stadig en funktion til at tilføje alle mine præferencer, apps mv. til en ny skærm, så jeg principielt kan skifte fra Sony til Philips uden at skulle bekymre mig om at trawle passwords og app-biblioteker igennem på ny, men hér er vi altså stadig ikke nået til i 2023. 

Selve interface i Android fungerer udmærket, men i Danmark er der ikke voldsomt meget at bruge "Library"-funktionen til med mindre man køber alle sine film hos Google. Hovedskærmen gør et nogenlunde anstændigt forsøg på at servere relevant indhold som forslag, men jeg savner måske lidt mere intelligens ift. at trække de næste afsnit af serier, man følger med i, frem øverst, når nye afsnit dukker op. Der er også relativt få af de danske apps, der gør brug af Google API til at trække indhold ud på forsiden.

Ydelsesmæssigt er A95L hoppet på næste generation af MediaTek SoC MT5897 (Pentonic 1000), der byder på bedre overall ydelse end MT5895 fra seneste generationer af Sony TV  samt alle Sonys andre 2023-modeller under A95L.

Vi ser godt 60% højere GPU-ydelse i 3D Mark med en score på omtrent 1900. Pentonic 1000 er dog stadig en god del langsommere på grafik end Nvidia Shield TV, som performer mere end 2x højere i tests som 3D Mark. GFXBench appen, der også tester GPU'en, kunne ikke afvikles på Sony A95L, hvilket den i øvrigt heller ikke kan på TV med Pentonic 700 chippen (mere om det følger i vores test af TCL C805).

På CPU-delen er Pentonic 1000 tættere på at matche Nvidia Shield, der dog beholder tronen som den hurtigste enhed med Android TV / Google TV, vi har testet, på trods af boksens aldrende hardware.


Sony A95L - CPU/GPU benchmark
GeekBench 4
3D Mark - Slingshot Extreme
GFXBench - Manhattan 3.1 (offscreen)
GFXBench - Aztec Ruins (offscreen)
MediaTek MT5889 (TCL C845)
Single: 929
Multi: 2256
423
277 frames
173 frames
MediaTek MT5895 (Sony XH90, X90J, X90K, X90L)
Single: 1195
Multi: 2882
1148
958 frames
605 frames
MediaTek Pentonic 1000 MT5897 (Sony A95L)
Single: 1359
Multi: 3342
1913
-
-
Nvidia Shield TV
Single: 1400
Multi: 4100
4250
2765 frames
2250 frames
Apple A10X (Apple TV 4K 1st Gen)
Single: 4000
Multi: 9500
-
4500 frames
3300 frames
 Flatpanels
Vi så tidligere på året, at Sony lancerede deres Bravia Core tjeneste på Playstation, hvilket muligvis har givet lidt ekstra liv, men er man abonnent på andre tjenester, så vil man hurtigt spotte, at kataloget ikke er enormt. Med køb af et Sony TV kommer der på visse modeller gratis kreditter til tjenesten, som kan veksles til de film som ellers kræver betaling. Kreditterne kan dog ikke bruges på "Cinema-release"-titler. I modsætning til tidligere, så kan man nu købe film i Bravia Core og ikke kun bruge kreditter fra TV-køb, hvilket også eliminerer én af vore helt store anker fra tidligere anmeldelser – nemlig at film købt med kreditter kun var aktive i 2 år efter køb. Nu vil man trods alt kunne købe/leje adgang til film og dermed have en grund til at åbne appen i fremtiden også. 

Jeg dvæler lidt ved Bravia Core, da det pt. er den tjeneste, som giver adgang til den højeste bitrate på nogen streamingplatform tilgængelig. Op til 80 Mbit/s kan et stream peake på (disse film benævnes "Purestream" i tjenesten), hvis man har båndbredden til det. Trofaste læsere vil dog huske, at en anden anke ved Sony/Bravia Core har været, at TV'enes LAN-port kun har været 100 Mbit/s, og for at ramme peak på 80 Mbit/s kræver Sony et overhead på godt 40 Mbit/s, så det lader sig kun gøre via WiFi (eller ved at købe en Gigabit USB Ethernet dongle). Dette er desværre stadig en begrænsning her i 2023 på trods af ny MediaTek-chipplatform.



Siden sidste år har vi fået Dolby Atmos-understøttelse i Bravia Core, hvilket var kærkomment. Antallet af film i Purestream er begrænset, men fanger man et par af dem, så vil man opleve, at der kan være tydelig forskel på dét og hvad du eksempelvis kan købe/leje i tjenester som iTunes. Kvaliteten af billedet er virkelig høj – på Purestream vel og mærke. På andre film kan man derimod undres over hvor elendig kvaliteten er, og undertegnede købte adgang til Equalizer 3, der mystisk nok kun blev leveret i 1080p med 5.1 lyd og dertil var der tydelige problemer med billedkvaliteten, så ikke alt indhold på tjenesten er fra øverste hylde billedmæssigt.

Tager man et kig på de øvrige tjenester, så mangler man ikke noget og skulle man have behov for at dele indhold fra sin telefon, så er der både Chromecast (built-in) og AirPlay til rådighed. 

Blandt de tilgængelige TV-platforme, så er Google TV stadig vores foretrukne, hvilket især er et resultat af de – i vores øjne – skæve satsninger både LG og Samsung har lavet med deres Smart TV. Målt på tværs af alle platforme, så rangerer Apples tvOS i Apple TV 4K dog stadig som den mest effektive løsning, men måske ikke den mest integrerede i forhold til konfigurering af hjemmeskærmen.



Dribler vi videre og tager et kig på betjeningen af A95L og retter fokus mod kameraet i toppen, så er én af mulighederne for at interagere med A95L via gestikuleren til kameraet. Jeg har altid haft det ambivalent med at tale til mit TV, og at vinke til det er bestemt ikke mindre akavet. Dertil så er funktionaliteten ikke særlig præcis og visse funktioner formåede jeg ikke at få TV'et til korrekt at genkende. Aktivering af funktionen fungerer, som du er vant til i andre sammenhænge: Ræk hånden i vejret hvis du vil noget. Herefter kan du bevæge hånden i forskellige mønstre for at udføre ting som at skrue op/ned for lyden eller skifte kanal på TV'et. Hvor idéen måske har lydt godt i en brainstorm session hos Sony, så efterlader udførelsen virkelig noget at ønske. Kameraet har også andre funktioner, såsom Video-chat eller registrering af om individer kommer for tæt på skærmen – sidstnævnte er jeg lige så uforstående overfor, som brug af hånden til at betjene TV'et. Personligt ville jeg næppe montere kameraet på skærmen i første omgang...

Vil man betjene TV'et med stemmen, så kan det ske via enten Apple HomeKit eller mikrofonen i fjernbetjeningen. Her savner jeg bedre interaktion med assistenten, der ikke forstår kæder af beskeder eller kontekst i en "samtale". Næste skridt på disse assistenters rejse er uden tvivl at implementere en variant baseret på LLM-modeller (såsom Google Bard eller ChatGPT), så man ikke 90% af tiden ender i enten et weblink eller en Youtube-video. 

Langt større fan er jeg af TV'ets minimalistiske fjernbetjening. Sony har ikke turdet gå all-in, så i kassen er der både den nye metalfjernbetjening, samt en helt billig variant med masser af knapper i tarvelig plastic. Førstnævnte fungerer godt, men de mange genveje til apps skæmmer og vil ikke være relevante for alle brugere. Visse af tjenesterne har endvidere et meget snævert publikum – håndsoprækning: hvem benytter jævnligt Crunchyroll anime-tjenesten? Selvom Sony nu har skjult flere af deres funktioner på menutaster, så kunne man godt være sluppet af sted med at fjerne mindst en 3-4 stykker mere. Selve tasterne er behagelige at trykke på og baggrundsbelysning sørger for, at tasterne kan ses i mørke. En sjov feature, som vi også så sidste år, er muligheden for at få fjernbetjeningen til at udsende en lyd, hvis den er blevet væk i sofaen. Dette aktiveres via en knap på selve TV'et. Ligeledes kan fjernbetjeningen benyttes som målemikrofon til at justere lyden fra TV'et, så den passer bedst muligt til det rum TV'et står i. 




Bliver vi i lyd-temaet, så har selv det mest potente af de TV, vi tester, aldrig helt kunne levere en lyd, som helt yder TV'et retfærdighed. Dyrere TV betyder også oftest bedre lyd, men bare aldrig helt i en liga, hvor en soundbar ikke ville være en opgradering. Sonys Acoustic Surface leverer en ganske fin og klar vokal, men der er simpelthen ikke nok bund i lyden til at lyden er afbalanceret nok. Har man købt et lydsystem fra Sony, så understøtter visse af disse brugen af et Sony-TV som centerkanal, men som vi testede sidste år, så skal barren sættes forholdsvis lavt, før lyden fra et TV vil føles tilstrækkeligt i et surround-system. Med en soundbar tilsluttet, så kan det tilføjes, at Sony som en af de få på markedet, har implementeret en volumen-indikator på skærmen for ekstern lyd, hvor de fleste øvrige blot nøjes med at indikere om man skruer op eller ned – ikke hvad volumen er på en absolut skala. 

Undervejs i sådan en længerevarende test, så får man typisk testet stabiliteten af ARC-forbindelsen af og hvor Sony tidligere godt kunne have lidt problemer med, at TV'et ikke fik lavet handshake med soundbar (mit eget AF9 lider en del under dette), så blev det ikke oplevet som et problem på A95L. Understøttelsen af Atmos direkte i TV'et er efterhånden standard på de fleste TV og der var ingen problemer med at få gengivet rumlige lydspor fra hverken HDMI-kilder eller apps på TV'et. 


Kalibrering
 Øvrige billedprofiler
Tryk på profilen for at se målekurve
Standard (SDR)
Biograf (SDR)
Kraftig (SDR)
Spil (SDR)
Professionel (SDR)
Calm (SDR)
Kraftig (HDR)
Sony har stadig ret mange billedprofiler at vælge mellem og ikke alle giver lige meget mening. "Calm" (Rolig) profilen er eksempelvis ikke særlig intuitiv, men det er også lige meget, da man typisk kun skal bruge én og lade alle de andre ligge. Får du TV'et kalibreret med Calman Autocal, så vil det naturligt være disse profiler du vælger, men indstiller du manuelt, så er "Imax" det bedste udgangspunkt. "Professional"-profilen kan også bruges og begge kræver lidt justering for at nå helt i mål. Jeg har i det nedenstående valgt at kalibrere "Imax"-profilen.

For at ramme farvebalancen og opnå korrekt billedkvalitet skal der skrues lidt ned for den blå primærfarve. Vores målinger herunder foretages altid i det udgangspunkt, at man kun har skruet på 2-punktjusteringen og ikke fintunet via yderligere gråtone-håndtag. Med relativt få justeringer rammer A95L spot-on og justeringen i SDR overføres automatisk til HDR, så du skal ikke bekymre dig om at justere flere gange. 

OLED har de sidste mange år været meget taknemmelige at kalibrere, nærmest uanset hvilket mærke man har med at gøre, og at opnå referencekvalitet er efterhånden forventet. QD-OLED-panelerne opfører sig meget lig deres WOLED-rivaler ift. hvor præcise de bliver efter kalibrering, men som vi har nævnt tidligere, så er der nogle væsentlige forskelle. Den første er intensiteten af primærfarverne. På WOLED hæmmes lysoutput af farvefilteret og kun hvid opnår peak–lysstyrke omkring de tal, vi normalt rapporterer som "max"-værdi i vores benchmarks. Anderledes står det til på QD-OLED, hvor der på sekundærfarverne (som er en blanding af to primærfarver) godt kan komme ret tæt på peaklysstyrken. Samtidigt er der også godt dobbelt så meget knald på lyset af både primær- og sekundærfarver på et QD-OLED-panel, hvilket både kan måles og ses.

Ift. dækning af farverummet, så er der ikke sket de store ændringer siden sidste år, men som graferne afslører, så er lysstyrken skruet temmelig meget i vejret. Inkrementerne fra år til år plejer at være i få procent, men på A95K målte vi sidste år en peak-lysstyrke på godt 900 nits og i år er dette tal steget til mere end 1400 nits – og tæt på 2000, hvis vi formaster os til at bruge "Vivid"-profilen. Mere om det senere.


 Før kalibrering (IMAX)
 Efter kalibrering
 HDR (IMAX)


Målinger
Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV'ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret' strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-110 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet.

 Sammenlign med de seneste 8 anmeldte TV
 Sammenlign med de seneste 8 anmeldte TV (fold-ud)
 Sammenlign med de seneste 8 anmeldte TV (fold-ud)
Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.




Billedkvalitet
Sony A95K nappede vores Reference Award sidste år, og for at være helt ærlig, så havde jeg faktisk ikke skruet forventningerne særlig højt op, idet vi tidligere havde kigget på Samsung S95C, der viser hvor QD-OLED står i 2023. Med Samsung’en så vi, at lysstyrken nåede tæt på 1300 nits peak (godt 1100 ved normalt brug), men fra tidligere år har vi også set, at Sony generelt holder lidt mere igen med at presse panelerne, så forventningen var, at man ved normalt brug ville ramme omkring de samme 1000 nits som på A95K sidste år. Målingerne siger dog noget andet og A95L ramte konsistent over 1400 nits selv under stress, hvilket er et markant spring i forhold til A95K. At "Vivid"-profilen lå tæt på 2000 nits vidner om det overskud, der er i panelet. Dette gør faktisk A95L til det mest lysstærke OLED TV, vi har testet til dato. Samtidigt ser vi en lysstyrke på 100% (hvid i fuld skærm) på over 260 nits, hvilket også er markant højere end hvad Sony hidtil har kunne præstere.

Til de nye læsere skal det måske lige hurtigt ridses op, hvad forskellene på OLED-paneltyper er for en størrelse: De første store varianter af OLED TV fra LG er baseret på den såkaldte "WOLED"-teknologi, der består af ‘hvide’ dioder, hvor man på samme måde, som i LCD-skærmene, sorterer uønskede farver fra i et såkaldt farvefilter. På denne måde står man tilbage med hhv. en rød, grøn og blå subpixel, hvor man har smidt alle andre bølgelængder end disse væk. Det koster naturligvis på effektiviteten og af samme grund har WOLED svært ved at nå højt op i lysstyrke på grundfarverne. LG kompenserer for dette ved at have en fjerde, ekstra ren hvid subpixel, når der skal knald på. Det udvander så til gengæld farverne en smule i højlyset. Da Samsung lancerede deres QD-OLED-paneler var tilgangen en anden og her var udgangspunktet i stedet en blå diode, som man så skiftede farve på til hhv. rød og grøn ved at bruge quantum dots. Belyst med blå farve har disse quantum dots egenskaben, at de udsender hhv. rødt og grønt lys uden at man skal frasortere andre farver og tabe samme effekt som på et WOLED-panel. 




Den høje lysstyrke er naturligvis ikke i spil 100% af tiden og det vil være i de små objekter såsom stjerne, gadebelysninger, eksplosioner, refleksioner mv. at du vil opleve overskuddet QD-OLED skærmen leverer. Koblet med den høje intensitet i primærfarverne, så vil især gule, rødlige og grønne nuancer have ekstra meget smæk på i forhold til hvad du kan opleve på et WOLED-panel og én af de film jeg ynder at sætte på for at nyde dette er eksempelvis Mad Max - Fury Road, der er rig på eksplosioner. Scenen i sandstormen skal opleves og er du i tvivl om fortræffelighederne, så prøv at få set den på et almindeligt (W)OLED TV og et QD-OLED TV. Man kan næsten mærke varmen!

Og det skal ikke nødvendigvis associeres med effekt brændt af i selve panelet, da HDR-strømforbruget faktisk ligger en del under, hvad vi så på LG's G3 model målt på samme indhold. Det er gældende for både SDR og HDR og her ses fordelen ved at QD-OLED ikke spilder lys i et farvefilter.



Farver og høj lysstyrke er naturligvis ikke alt, og håndtering af mørke nuancer eller dårlig processering af billeddetaljer er mindst lige så vigtige aspekter. Tager vi et kig på de mørke nuancer, så performer A95L eksemplarisk. Især håndteringen af overgangen fra lys til mørk er virkelig imponerende på det eksemplar, vi har under luppen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har registreret så glat en gradient-håndtering på et TV. Sony har forskellige justeringsmuligheder for at sørge for udglatning af disse gradienter, og indstillingen hedder "Smooth Gradation". På sit maksimale mister man alt for mange detaljer i billedet, hvilket ikke er ønskeligt, men på laveste indstilling får man lige netop nok udglatning til, at overgange fra lys til mørk er helt glat og uden at man mister detaljer i billedet samtidigt.

Vi har i adskillige år rost Sony for netop denne implementering og det er også hér vi finder ét af punkterne hvor Sony trækker fra konkurrenten fra Samsung. Et andet punkt er håndtering af billedet i de mørke nuancer, hvor macroblocking ellers kan blive et problem. Sony A95L klarer sig glimrende i denne disciplin også og generelt sidder man tilbage med en følelse af generelt høj billedkvalitet. I de helt mørke nuancer kan man på vores testmønstre stadig se inhomogeniteter i billedet, men i praksis er det ikke synligt for det blotte øje.



I forbindelse med tjek af homogeniteten af skærmpanelet, så er det også relevant at nævne oplevelserne med retention – ikke burn-in, da vi tester i for kort tid til at kommentere herpå. Vores målesessioner stresser typisk skærmene en del, da der står stationære elementer på skærmen i timer ad gangen og under disse sessioner var det tydeligt, at varmen fra panelet distribueres væk bagpå, idet aftegningerne af testfirkanterne udmøntede sig i større diffuse plamager frem for de helt skarpe aftegninger, som vi har set adskillige gange tidligere. Plamagerne aftog gradvist hen over et par minutter, men var måske en kende længere tid om at forsvinde helt, end på de mest modstandsdygtige WOLED TV fra eksempelvis Panasonic og Sony selv. 

Ét af de steder, hvor man måske stadig godt kan finde rum til forbedring er på håndteringen af bevægelse, men det er reelt set ikke Sony vi skal klandre, for A95L klarer sig så godt som man kan forvente af denne type TV givet det indhold, det fodres med. Lige siden indtoget af OLED og den lidt hårde måde lyset skabes på i hver enkelt pixel, så har indhold med lav billedrate været et problem at gengive uden tendens til hakken i billedet. Jo lysere et billede, des mere synligt bliver problemet.

Løsningen er indhold med højere billedrate, end de 24 billeder per sekund filmindhold typisk skabes i, men det vil kræve meget højere båndbredde og at film skydes med eksempelvis 48 eller sågar 60 billeder/s. Det kommer ikke til at ske foreløbigt. Med dét sagt, så fungerer Sonys MotionFlow udmærket på sin laveste indstilling, men kan ikke 100% se sig fri for artefakter, hvilket er mest tydeligt i området omkring undertekster, hvor stationære bogstaver omgives af bevægelse.




Hævet sortniveau, som vi nævnte i anmeldelserne af de øvrige QD-OLED TV, er et af de punkter hvor quantum dot-laget har en akilleshæl, idet aktiveringen kan ske fra lys udefra såvel som lys fra den blå diode. På A95K beskrev vi hvordan dette kunne lede til et lettere hævet sortniveau i lokaler, hvor der var meget lys, men som i vores anmeldelse af Samsung S95C, så ses det ikke som et problem på A95L. Der var ikke noget tidspunkt under testen, hvor jeg blev opmærksom på lysere bjælker i top/bund af skærmen under visning af en film, så dette er ikke et issue, der bør rangere højt på årsager til at fravælge skærmen. Hvad der derimod ER synligt, er konsekvensen af den pixelstruktur, Samsung Display har valgt til QD-panelerne. Subpixels er arrangeret i et trekantet mønster, hvilket har den uheldige bivirkning, at objekter med høj kontrast – eksempelvis tekst på en ensfarvet baggrund – vil fremstå med farvede kanter. Jo større skærm, des nemmere er dette at spotte, og fra de godt 3.5 meters afstand, som det testede TV stod fra siddepositionen, var det at se ved adskillige lejligheder. 

På spilfronten tilføjer Sony i en opdatering en genvej til nogle features, der potentielt giver dig en fordel i visse spil. Det værende sig optimering af skyggedetaljer, tilføjelse af sigtekorn midt på skærmen og håndtering af VRR. De to førstnævnte er helt klart tiltænkt at skulle give en konkurrencemæssig fordel i spil, hvor fjender kunne gemme sig i skyggerne eller spillet mangler et sigtekorn. At ændre detaljegraden i skyggerne vil dog ændre spiludviklerens hensigt, så hav det in mente, hvis du foretrækker autenticitet frem for at ligge øverst på leaderboard. 



En anden feature, som flere andre producenter også reklamerer med, er automatisk HDR-tonemapping, der skulle sikre, at TV og konsol er enige om, hvordan eksempelvis højlys skal se ud. A95L understøtter nu også Dolby Vision på spilfronten (med op til 4K 120Hz VRR), men om det for alvor rykker på oplevelsen, når det kommer til konsol-spil, er måske mindre sikkert. HDR i spil har ikke helt det samme behov for dynamiske metadata, som film har. TV'et vil også være i stand til at skifte mellem billedtilstande afhængigt af, om du ser film eller spiller på din konsol, men det kræver, at den automatiske billedprofil aktiveres og at du dermed tillader TV'et at styre billedtilstandene selv. Vi har før advokeret for, at du ikke bruger din konsol som film-central, da effektforbruget er ganske betragteligt, men gør du det alligevel, så har du trods alt mulighed for at få skiftet automatisk til din film-profil i stedet.

Til sidst bør det nævnes, at VRR understøttes ved 120 Hz, hvilket er en smule lavere end de 144 Hz flere af konkurrenterne skilter med. Spilkonsoller understøtter højest 120Hz. Som nævnt tidligere, så er den ene af de to HDMI 2.1-porte, der understøtter VRR, desværre delt med eARC-porten, så har du behov for at benytte VRR på mere end én port, må du sandsynligvis undvære det eksterne lydsystem.

 Læs også: Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1


Konklusion
Sony A95L følger opskriften fra A95K og byder langt hen af vejen på præcis de samme fordele og ulemper. QD-OLED-panelet er opgraderet og byder på et markant løft i lysoutput, hvilket positionerer A95L helt i front på HDR-performance ift. hvad vi ellers har testet indtil nu. Den helt store akilleshæl ved QD-OLED er den ændrede pixelstruktur, der giver anledning til synlige farvede konturer på noget indhold – om man personligt generes af dette bør komme an på en prøve.

Annonce:
Annonce:
Google TV har nået Android version 12 og iblandt de tilgængelig TV-platforme, så er det stadig vores favorit, når nu Apple ikke laver TV. Hastigheden er fin, app-udvalget er stort og du har mulighed for at lade TV'et indgå i dit Smart Home på forskellig vis. 

På featuresiden er Sony nogenlunde med i front, selvom flere andre formår at være foran på HDMI 2.1-fronten med 4 porte frem for Sonys 2. Sonys Acoustic Surface er stadig blandt de mere hæderlige lydsystemer og deres fjernbetjening har også nået et stadie, hvor man godt vil have den liggende fremme på stuebordet. Den lidt kiksede kamera i toppen af TV'et er de dog ikke kommet helt i mål med – anvendeligheden lader vente på sig.

Forventningen til Sony A95L var ved testens start mest af alt en skærm næsten identisk med sidste års Sony A95K, så boostet i lysstyrke på over 40% kom som en positiv overraskelse. Kombineret med den sublime håndtering af farver og gradienter, så skiller A95L sig alligevel ud fra dét TV, vi sidste år tildelte vores Reference Award, og selvom skridtene måske er små, så lader vi hermed A95L overtage podiet, som dét TV vi måler fremtidens modeller op imod. A95L modtager vores Reference Award.
!
Reskaleret karakterskala: Sony A95L sætter ny standard for billedkvalitet og hæver barren i vores dynamiske karakterskala. Det betyder konkret, at alle TV-modellers karakter for billedkvalitet er blevet genberegnet ift. denne nye max-værdi. Du kan læse mere om vores dynamiske karaktersystem her.

Pris og forhandler:

Reference billedkvalitet med udvidet farverum
Vild HDR performance
Homogen lysfordeling
Godt motion-system
Fjernbetjeningen
Pixelstruktur giver farvede kanter på bl.a. tekst.
Google TV stadig begrænset i DK
Kun to HDMI 2.1 porte



 Deltag i debatten i vores forum