Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonNye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien - FlatpanelsDK

Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

24 Apr 2024 | Rasmus Larsen |

Producenten skal reparere produktet for en rimelig pris efter garantiperioden er udløbet, siger EU. Forbrugerne selv skal også have adgang til reservedele og værktøjer.

Det nye EU-direktiv – den såkaldte ret til reparation for forbrugere – er blevet vedtaget i Europa-Parlamentet. Målet er at mindske affald og styrke reparationssektoren som tillæg til reglerne for miljøvenlig produktdesign, f.eks. grænserne for strøm- og standbyforbrug.

 Læs også: Ny energimærkning på TV-skærme: Før og efter

Ifølge Europa-Kommissionen medfører bortskaffelsen af forbrugsgoder 261 mio. tons CO2, bruger 30 mio. tons ressourcer og genererer 35 mio. tons affald i EU hvert år. Forbrugerne mister også ca. 12 mia. Euro årligt på at erstatte produkterne i stedet for at reparere dem.

- "Forbrugernes ret til at reparere produkter vil nu blive en realitet. Det vil være lettere og billigere at reparere i stedet for at købe nye, dyre varer. Dette er en betydelig præsentation for Parlamentet og dets engagement i at styrke forbrugerne i kampen mod klimaændringer. Den nye lovgivning forlænger den lovbestemte garanti med 12 måneder, når forbrugerne vælger reparation, giver bedre adgang til reservedele og sikrer lettere, billigere og hurtigere reparation," siger ordfører René Repasi (S&D, Tyskland), Europa-Parlamentet.


Omfatter TV-skærme mv.

Reglerne omfatter husholdsningsprodukter som elektroniske skærme, køleskabe, frysere, støvsugere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, datalagringsenheder, mobiltelefoner og tablets. Listen kan blive udvidet med tiden, oplyser EU. - "Producenten skal reparere et produkt for en rimelig pris og inden for en rimelig tidsramme, efter at den lovpligtige garantiperiode er udløbet," slår Europa-Parlamentet fast i sin pressemeddelelse. Der oprettes en europæisk onlineplatform med en national sektion for hvert land, hvor man kan finde information, kort over værksteder, sælgere af istandsatte varer og købere af defekte varer. Der lægges også op til "reparationscaféer". Forbrugerne skal desuden have adgang til reservedele, værktøjer og oplysninger om reparation, såfremt de selv ønsker at gøre det. TV-skærme kan ofte repareres relativt billigt, hvis det er styreelektronikken, der svigter. Det er straks værre, hvis skærmpanelet går i stykker, da det udgår størstedelen af produktets kostpris.

Producenterne holdes i ørene

EU siger, at producenterne vil være forpligtede til at oplyse forbrugerne om deres ret til reparation. Producenten skal levere reservedele og det bliver forbudt at "anvende kontraktbestemmelser, hardware eller softwareteknikker, der hindrer reparationer". Producenten kan eksempelvis ikke forhindre brug af 3D-printede reservedele. De kan heller ikke nægte at reparere et produkt af økonomiske årsager eller fordi produktet tidligere er blevet repareret af et uafhængigt værksted. Når direktivet formelt er blevet godkendt af Rådet, har Danmark og andre EU-lande 24 måneder til at få det implementeret i national lov. Det tilføjes, at hvert land skal indføre mindst ét yderligere tiltag, der nedbringer prisen på reparation. - "Det kan være tiltag som at uddele reparationskuponer og -midler, føre oplysningskampagner, tilbyde kurser i reparation eller yde støtte til lokalstyrede reparationstilbud," skriver Europa-Parlamentet. - Kilde: EU (2)

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Hvornår du kan forvente OLED i iPad Air, iPad Mini, MacBook Air & MacBook Pro

10 May 2024 |

Disney+ begynder at lave mixed reality Marvel-indhold

10 May 2024 |

Ny 'Ringenes Herre: The Hunt for Gollum' film får premiere i 2026

10 May 2024 |

Danske startpriser på 2024 Philips OLED og LCD TV

09 May 2024 |

Prime Video vil udrulle pause-reklamer

09 May 2024 |

Opgraderet Matter Casting udfordrer AirPlay og Chromecast

09 May 2024 |