Klipsch afslører nye 'Cinema' soundbarer med Dolby Atmos, AirPlay 2
Klipsch har præsenteret fire nye soundbarer i en såkaldt Cinema-serie. De byder bl.a. på Dolby Atmos og Apple AirPlay 2.Nye soundbarer fra Klipsch
Den nye flagskibs-soundbar fra Klipsch hedder Cinema 1200 og der er tale om en 5.1.4-kanals løsning med loft-vendte enheder til Dolby Atmos-lyd over lyttepositionen. Systemet yder samlet 1200W, ifølge selskabet, inklusiv effekten fra en 12-tommer subwoofer og trådløse baghøjttalere. Skridtet ned til Klipsch Cinema 800 giver en 3.1-kanals soundbar med en 10-tommer subwoofer. Den kan udvides til 5.1 surround med et par Klipsch Surround 3 baghøjttalere. Den understøtter teknisk Dolby Atmos, men mangler de loft-vendte enheder, som findes i 1200-modellen. Både Cinema 1200 og 800 modellerne har HDMI 2.1's eARC og 8K passthrough. Det betyder konkret, at man kan få fuld lydkvalitet fra TV-skærme med HDMI eARC-port eller lade HDMI-signalet fra nye afspillere/konsoller (med 8K) passere igennem soundbar før det rammer TV'et. Cinema 600 og 400 er mere basale soundbarer uden Dolby Atmos. De leveres med hhv. 10-tommer og 8-tommer subwoofere. Alle fire modeller byder på Apple AirPlay 2 til trådløs musikafspilning og TV-lyd (fra Apple TV) samt Spotify Connect til musik. Brugerne vil kunne styre musikken med stemmekommandoer til Google Assistant og Amazon Alexa. De nærmere detaljer og priser for Danmark kendes endnu ikke. Klipsch forhandles herhjemme af en række HiFi-butikker samt Elgiganten og Komplett. I andre dele af Europa lanceres Cinema-serien fra december eller starten af 2021.
Flere nyheder
Streaming-kalenderen: Nyt på Amazon i juni
02 Jun 2024 |
Test: Canvas
31 May 2024 |